Kunsten at overvinde en vejrtrist søndag

Vi går stadigvæk lidt og tygger på forrige weekends oplevelser, så vi havde ikke planlagt det helt store i denne weekend. Godt det samme, for vejret har været pivdårligt. Sne og frost lader til at være umuligt at slippe af med og der er ikke meget sjov ved at tage på tur når man kun har 100 meters sigtbarhed.

Men mængden af ledige weekender svinder bort mellem fingrene på os, så det duer ikke at ligge på den lade side. Altså kørte vi igår afsted til Hveragerdi for at besøge Eldhestar og muligvis tage en test ridetur med Carl. Turen dertil var decideret vejrtræls, og graden af imødekommenhed hos hestefolkene var omtrendt i samme kategori. Der var ikke mulighed for at komme afsted med mindre vi havde lyst til at kukkelure i 2.5 time på deres gård før næste tur afgik.

Altså vi kørte tilbage mod Reykjavik, vejret klarede efterhånden en smule op, så vi besluttede os for lige at kigge forbi Ishestar i Habnarfjordur. Her var produktudvalget bredere, og vi blev tilbudt en ‘familie-tur’, som bestod af 30 minutter på hest med guide. Carl har snakket om at han godt kunne tænke sig en ridetur i lang tid, så vi var ret opsatte på at komme afsted.

Vi blev udstyret med en hest hver og til alles glæde lod Carl til at tackle oplevelsen uden angst. Ærligt talt var jeg lidt spændt på hvordan han ville tackle at sidde alene på så stort et dyr. Selvfølgeligt bliver man ikke placeret på afkom til den sorte hingst, men alligevel…selv islandske heste er større end de fleste dyr man normalt kommer i nærkontakt med.

Det var selvfølgeligt begyndt at sne igen, men alligevel havde vi en fin tur rundt i nærområdet. Hastigheden nærmede sig nu aldrig töltning, hvilket var udemærket nok da min krop (stadigvæk) synkroniserer utroligt dårligt med hestens rytme. Ingen faldt af hesten, og Carl udtrykte tilfredshed med at have gennemført turen. Graden af tilfredshed kan normalt måles efter i hvor høj grad han ønsker at hans kammerater skal deltage i en lignende oplevelse på et senere tidspunkt.

Senere på dagen mødtes vi med Martin og hans dreng Thorri som er på alder med Carl. Drengene har for nogle uger siden passeret generthedspunktet, så nu hygger de sig godt sammen. Martin kendte til en hule 30-40 km uden for Reykjavik som vi skulle besøge. Jeg kan ikke huske navnet på stedet…men det var noget der lød som røver-huler (opdatering følger).

Hulen var en hel del større end den vi tidligere har besøgt, men den bar også præg af at være ældre i det man ikke i samme grad kunne visualisere hvordan laven havde strømmet igennem den. Loftet var faldet ned flere steder, det sørgede meget belejligt for belysning men affødte også en lille bagtanke om hvornår den næste sektion mon ville kollapse. Efter det sidste loftshul, havde det gennemsivende vand dannet nogle meget interessant stalagmit og stalaktit lignende formationer.

Martin sørgede for unikke forfriskninger tilberedt på et medbragt Trangia sæt, og vi afsluttede dagen med en hotdog på førstkommende tankstation tilbage i Reykjavik.