Så er vi velankommet til Seydisfjördur og nyder stilheden på vores hotelværelse i et gammelt hus fra 1898. Dette er 2. del af vores hjemtursposts, 1. del er her. Ruten er som følger:
Vi kørte fra Akureyri ca. 9.30, Hannah startede bag rattet, da jeg startede dagen med noget der lugtede af migræne. I dag havde vi en del flere stop på ruten, så det var rart at komme lidt tidligere afsted end i går. Indtrykket af Akureyri var positivt, nordlandet, og særligt dets gårde, virker mere velstående end hvad vi ellers har set på Island. Akureyri er ikke en stor by, men tiltrækker alligevel en del trafik fra både opland og turisme. På denne tid af året så vi særligt mange biler med ski spændt fast på taget.
Vejret var markant bedre end i går, men alligevel var flere af strækningerne vi skulle tilbagelægge markeret med tvivlsom status…måske er det simpelthen bare noget de starter ud med hver morgen.
Første punkt på ruten var Godafoss (Gudevandfaldet), her smed man iflg. sagerne de nordiske gudebilleder ud da man for godt 1000 år siden besluttede sig for at Island officielt skulle være kristent.
Næste stop var Myvatn, som er en af Islands største søer og særligt kendt for et rigt fugle liv og meget smukke omgivelser. Pænt var det da bestemt også, men jeg tror at helhedsindtrykket er endnu bedre om sommeren hvor det hele har fået et skud grønt. Vi stoppede ved Dimmuborgir som er (endnu) et specielt lava område, dog afveg dette område ved at også være i besiddelse af en hel del flora.
Frokosten spiste vi sammenkrøbet bag et læhegn ved Myvatn’s bred, og vi blev hurtigt enige om at det faktisk var alt for koldt til at vi rigtigt kunne holde af stedet. Så vi kørte videre til ‘Helvedes Køkken’ nær Námafjall; et stort område med store, stinkende og boblende mudderpøle med stærke røde, gule og blyfarvede nuancer. Hannah var ellers begyndt at føle sig lidt naturflad, men dette område bragte alligevel lidt af den gamle ‘wauw’ følelse tilbage.
Ikke så langt fra dette område stoppede vi også ved ‘Viti’ søen der ligger lidt bagved det store kraftværk nær Krafla vulkanen. 
Herefter fulgte godt 165 km ren og skær ødemark, der er ikke nogen byer mellem Myvatn og så Egilsstadir i øst. Faktisk har man lidt følelsen af at køre på kanten til højlandet og enkelte steder kan man se helt til Vatnajökull. Det føles næsten ujordisk (ihvertfald for en dansker) at køre i et så øde og forladt område. Vi så lidt græs, 2 får, bunker af bjerge og utallige sten, men ikke engang forladte gårde kom vi forbi…
VI nåede til Egilsstadir ved 16 tiden, og efter en kop kaffe samt afsluttende indkøb til færgeturen og et besøg til byens svømmebad. Spiste vi aftensmad på et af de lokale hoteller som havde en restaurant. Byen virkede ret død og jeg er taknemmelig for at jeg ikke var ung i en by hvor de nærmeste interessante ting lå 260 km væk.
Nu kan jeg høre at vores færge er ved at lægge til kajen her i Seydisfjördur, hvad Egilsstadir mangler i charme har Seydisfjördur i overmål, så i morgen tuller vi vist bare rundt her indtil vi kan komme ombord på færgen.
På onsdag skal vi med færgen fra Seydisfjodur som ligger i den stik modsatte end af Island i forhold til Reykjavik. Så for at komme dertil havde vi valget mellem to næsten lige lange ruter; en syd-gående eller en nord-gående. Da vi allerede har kørt godt halvdelen af syd-turen, faldt valget på nord-turen.
I løbet af de sidste par måneder har jeg jævnligt forhørt mig hos kollegaer om hvilken rute der ville være mindst bøvlet…for mit bekymrede sind har stor respekt for den islandske natur, og tanken om at glide af en eller anden bjergvej var ikke rar. Alle har dog forsikret mig om at der ikke ville være nogen problemer da vi skulle afsted sidst i april og der burde vinteren være et overstået kapitel.
Stor var min frustration så da jeg i morges vågnede og så at det i nattens løb havde sneet, og at flere af bjergstrækningerne var markeret som ‘vanskelige forhold’. Efter en samtale med min kollega Steindor og hans vurdering af situationen, besluttede vi os alligevel for at tage den nordlige rute.
Så vi fik pakket bilen og foretaget den afsluttende rengøring. Det var en smule vemodigt at smække døren efter sig til lejligheden og afslutte dette kapitel som har fyldt så meget i bevidstheden de sidste 1-1.5 år.
Dagens mål var at komme til Akureyri, som er en af de større byer (~15.000 indbyggere) på Island. Vi lagde ud med at køre i tungt snevejr, og Hannah siger da også at mit ansigtsudtryk afspejlede en vis anspændthed indtil vi havde passeret det første store bjergpas godt 180 km. senere. Heldigvis klarede det lidt op herefter, og de efterfølgende to pas blev klaret uden besvær.
Velankommet til hotel Kea i Akureyri, styrede vi mod den lokale svømmepool for at bløde lidt op. Nu skinnede solen fra en blå himmel og beslutningen om at tage nord-turen føltes helt rigtig 
.
Aftenen er primært gået med at føle sig lidt smågammel fordi vi har irriteret os over en større flok islandske unger som har brugt 2 timer på at hærge hujende igennem hotelgangene. Til sidst faldt Carl dog i søvn, og vi kunne snige os ned i baren efter en godnat Mojito.
