Vi kørte fra Akureyri ca. 9.30, Hannah startede bag rattet, da jeg startede dagen med noget der lugtede af migræne. I dag havde vi en del flere stop på ruten, så det var rart at komme lidt tidligere afsted end i går. Indtrykket af Akureyri var positivt, nordlandet, og særligt dets gårde, virker mere velstående end hvad vi ellers har set på Island. Akureyri er ikke en stor by, men tiltrækker alligevel en del trafik fra både opland og turisme. På denne tid af året så vi særligt mange biler med ski spændt fast på taget.

Vejret var markant bedre end i går, men alligevel var flere af strækningerne vi skulle tilbagelægge markeret med tvivlsom status…måske er det simpelthen bare noget de starter ud med hver morgen.

Første punkt på ruten var Godafoss (Gudevandfaldet), her smed man iflg. sagerne de nordiske gudebilleder ud da man for godt 1000 år siden besluttede sig for at Island officielt skulle være kristent.

Næste stop var Myvatn, som er en af Islands største søer og særligt kendt for et rigt fugle liv og meget smukke omgivelser. Pænt var det da bestemt også, men jeg tror at helhedsindtrykket er endnu bedre om sommeren hvor det hele har fået et skud grønt. Vi stoppede ved Dimmuborgir som er (endnu) et specielt lava område, dog afveg dette område ved at også være i besiddelse af en hel del flora.

Frokosten spiste vi sammenkrøbet bag et læhegn ved Myvatn’s bred, og vi blev hurtigt enige om at det faktisk var alt for koldt til at vi rigtigt kunne holde af stedet. Så vi kørte videre til ‘Helvedes Køkken’ nær Námafjall; et stort område med store, stinkende og boblende mudderpøle med stærke røde, gule og blyfarvede nuancer. Hannah var ellers begyndt at føle sig lidt naturflad, men dette område bragte alligevel lidt af den gamle ‘wauw’ følelse tilbage.

Ikke så langt fra dette område stoppede vi også ved ‘Viti’ søen der ligger lidt bagved det store kraftværk nær Krafla vulkanen.

Herefter fulgte godt 165 km ren og skær ødemark, der er ikke nogen byer mellem Myvatn og så Egilsstadir i øst. Faktisk har man lidt følelsen af at køre på kanten til højlandet og enkelte steder kan man se helt til Vatnajökull. Det føles næsten ujordisk (ihvertfald for en dansker) at køre i et så øde og forladt område. Vi så lidt græs, 2 får, bunker af bjerge og utallige sten, men ikke engang forladte gårde kom vi forbi…

VI nåede til Egilsstadir ved 16 tiden, og efter en kop kaffe samt afsluttende indkøb til færgeturen og et besøg til byens svømmebad. Spiste vi aftensmad på et af de lokale hoteller som havde en restaurant. Byen virkede ret død og jeg er taknemmelig for at jeg ikke var ung i en by hvor de nærmeste interessante ting lå 260 km væk.

Nu kan jeg høre at vores færge er ved at lægge til kajen her i Seydisfjördur, hvad Egilsstadir mangler i charme har Seydisfjördur i overmål, så i morgen tuller vi vist bare rundt her indtil vi kan komme ombord på færgen.

Næste stop på turen var Vik, den sydligste by på Island. Med lidt under 300 indbyggere er byen hurtig at overskue. Den ligger i ly af et stort fjeld og er placeret så tæt på Katla at byens beboere træner evakuering til kirken der ligger på en bakketop i byen. Min islandske veninde fra sygeplejerskeskolen, Eyglo og hendes mand kommer fra Vik, nær Islands sydligste spids (af fastlandet). Vi fik et positivt indtryk af en lille by ud til havet, smukt placeret mellem bjerge. Vi kørte op til kirken, hvor vi nød solskinnet, vores leverpostejrsmadder og den helt fantastiske udsigt ud over et usædvanligt roligt Atlanterhav.

Turen fortsatte og medens Thomas og Hannah uafbrudt sad med åben mund og polypper og, “se dér” og “se lige det der” og “hvor er det vildt, utroligt, sygt, awsome etc. ” synes Carl at være mere og mere uimponeret og fandt til de voksnes ærgelse spil på Ipad´en langt mere interessant. Da vi kom frem til gletsjerlagune, kunne jeg imidlertid godt blive enig med Carl om at det havde været hele den lange tur værd. Isblokkene som lå side om side som individuelle kunstværker, var både utroligt smukke at se på og sjove at kravle rundt på, og så var det jo ikke mindre interessant at der svømmede sæler rundt i det stille vand, hvor de boltrede sig i en farvepalat af smuk lyseblåt, hvidt, guld og lyserød fra den nedadgående sols stråler. Billederne taler vist for sig selv, selvom de jo desværre kun formår at indfange en lille del af den samlede omlevelse (også selvom det er en overordentlig glimrende fotograf, som forøvrigt i øjeblikket ligner den lokale politimand fra en lille svensk provinsby).

Herefter kørte vi små 60 km tilbage vestpå, hvor vi blev indlogeret på FossHotel Skaftafell m. plads til 120 gæster. Efter sigende var der én anden gæst foruden os, men vi så aldrig noget til vedkommede. Ja, så det var næsten lidt ligesom ondskabens hotel, altså bare uden ondskaben heldigvis. Det var faktisk bare stille og roligt. Efter aftensmaden løb vi op på en lille bakke bag hotellet, hvor der udspillede sig en lysshow af en anden verden. Endelig fik også Carl og  Hannah set Nordlys, når det virkelig folder sig ud i al sin glans og vælde – helt utroligt!

Den følgende morgen, sørgede vi for at komme afsted i god tid, da der foruden en lang tur hjem, var udsigt til snevejr på en god del af strækningen. Dagen forinden havde vi på lang afstand betragtet de store, blå, blå “floder” af is, som flere steder trængte sig ud mellem fjeldets sider, og set en grusvej som syntes at lede ned mod én. Vi greb chancen og kørte afsted. Hvilken søndagsgudstjeneste! Det var fuldstændig overvældende at stå foran disse mægtige stivnede kæmpebølger, der, skønt man ikke anede deres bevægelser tydeligt kunne høre hvordan selve undergrunden syntes at knage, sukke og vånde sig. Dybe, hule toner, som lyden fra en flaskemunding man blæser henover med spidsede læber, tonede ærefrygtindgydende mellem bjergets sider. Der hørtes ikke nogen menneskeskabte lyde, fra andre end os selv, ikke en fugl, ikke en vind. Det var som at være trådt ind i en anden verden. Det var en besynderlig stemning. Ved parkeringspladsen var opsat mindetavler for to unge mænd, som aldrig er blevet fundet, efter de havde forsøgt sig med en tur på gletsjeren. Her stod vi foran denne massive, urgamle skønhed, som ligeledes var en nådesløs gigant, der når som helst synes at kunne kræve livet af den som ikke valgte hvert skridt med omhyggelig varsomhed. Tremendum et fascinosum.! Jeg (Hannah) har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var så berørt af at være på dette sted, at jeg ikke kunne holde tårene tilbage, jeg var helt tom for ord. Det var som om jeg aldrig havde lyst til at tage væk derfra, som om stemmer dybt nedefra kaldte og lokkede mig til at kaste mig ud i denne isflod og blive et med den.

Afsted kom vi dog. Om resten af turen er der ikke meget at sige, verden var fuldstændig forvandlet af snevejret. Pludselig kunne et kæmpe bjerg rejse sig lige ved siden af vejen, hvor vi kørte, og al det skønne vi havde betragtet bare dagen før var nu opslugt af gråt og hvidt flimmer. Mærkeligt.

Det sidste officielle punkt på ruten var et stop ved Dyrhólaey. Vejret på dette tidspunkt var dog yderst ugunstigt (jf. billedet som ser ud som om det er blevet ændret til S/H).

Nedenfor kan du se en lille delmængde af Thomas’ billeder fra turen.

Fotos fra turen kan ses på Foto siden under ‘Reykholt albummet’

I lørdags drog vi ud på endnu en køretur ud i det islandske landskab. Det havde sneet en del og her på Island gør man tilsyneladende ikke noget særligt ud af at holde vejene snefri. Om det skyldes finanskrise eller den demografiske fordeling af verdens 4-hjulstrækker bestand kan være svært at sige. Faktum er dog at det kræver en smule omtanke før vi for alvor kaster os ud i eventyr der kræver befordring af vores 207er.

Målet for dagens tur var Reykholt og de to vandfald Hraunfossar & Barnafoss. Denne rute kaldes også for Saga turen af turistbureauer da den kommer omkring en del historiske steder. Vi kom ikke rigtigt ud af døren før ved 11-tiden og turen nordpå var til tider lidt spændende pga. de før omtalte snemængder. Særligt strækningen syd for Borgarness er kendt for at være tricky da Atlanterhavsvinden rigtigt kan få afløb på den flade kystvendte vej. Vi kom dog godt frem helt uden uplanlagte ophold, og nød den flotte udsigt til bjergene som får ekstra meget kontrast når de er pyntet med sne.

Vi ankom til vandfaldsområdet med Hraunfossar og Barnafoss omkring frokosttid, men lagde ud med at besigtige de to vandfald. Kort efter at vi var kommet, anmeldte en turistbus sin tilstedeværelse. Og jeg må bekende at jeg endnu opnår en næsten barnlig glæde ved at konstatere at de ‘stakkels turister’ ikke får mere for deres dyrt købte tur end vi får på vores kør-selv udflugter (lad os dog ikke komme ud i at beregne de totale ekstra omkostninger ved vores Islandstur…).

Frokosten blev indtaget bagerst i bilen i den friske luft, hvor alt som bekendt smager fantastisk. Herefter kørte vi til Reykholt og så byens to kirker, statuen af Snorri Sturluson, samt dennes tilsyneladende meget kendte badebassin.

Vejret blev bedre og bedre i det vinden lod til at lægge sig en del. Så det var helt hyggeligt at standse op og sige hej til en lille flok islandske heste. Carl blev meget opsat på en ridetur, så dette punkt på vores to-do er lige blevet rykket op af rangstigen. På vej hjem standsede vi også i Borgarness, så havnen, og shoppede lidt snold i den lokale Bonus.

Hjemturen forløb overmåde godt, ingen udskridninger eller andre hændelser forkom. Hvilket vi fejrede med at slutte dagen af på Hamburgerbullan ved Reykjavik havn. Her serveres gode burgere i en meget stemningsfuld setting…kan varmt anbefales hvis man er lidt burgerromantisk.