Vi kørte fra Akureyri ca. 9.30, Hannah startede bag rattet, da jeg startede dagen med noget der lugtede af migræne. I dag havde vi en del flere stop på ruten, så det var rart at komme lidt tidligere afsted end i går. Indtrykket af Akureyri var positivt, nordlandet, og særligt dets gårde, virker mere velstående end hvad vi ellers har set på Island. Akureyri er ikke en stor by, men tiltrækker alligevel en del trafik fra både opland og turisme. På denne tid af året så vi særligt mange biler med ski spændt fast på taget.

Vejret var markant bedre end i går, men alligevel var flere af strækningerne vi skulle tilbagelægge markeret med tvivlsom status…måske er det simpelthen bare noget de starter ud med hver morgen.

Første punkt på ruten var Godafoss (Gudevandfaldet), her smed man iflg. sagerne de nordiske gudebilleder ud da man for godt 1000 år siden besluttede sig for at Island officielt skulle være kristent.

Næste stop var Myvatn, som er en af Islands største søer og særligt kendt for et rigt fugle liv og meget smukke omgivelser. Pænt var det da bestemt også, men jeg tror at helhedsindtrykket er endnu bedre om sommeren hvor det hele har fået et skud grønt. Vi stoppede ved Dimmuborgir som er (endnu) et specielt lava område, dog afveg dette område ved at også være i besiddelse af en hel del flora.

Frokosten spiste vi sammenkrøbet bag et læhegn ved Myvatn’s bred, og vi blev hurtigt enige om at det faktisk var alt for koldt til at vi rigtigt kunne holde af stedet. Så vi kørte videre til ‘Helvedes Køkken’ nær Námafjall; et stort område med store, stinkende og boblende mudderpøle med stærke røde, gule og blyfarvede nuancer. Hannah var ellers begyndt at føle sig lidt naturflad, men dette område bragte alligevel lidt af den gamle ‘wauw’ følelse tilbage.

Ikke så langt fra dette område stoppede vi også ved ‘Viti’ søen der ligger lidt bagved det store kraftværk nær Krafla vulkanen.

Herefter fulgte godt 165 km ren og skær ødemark, der er ikke nogen byer mellem Myvatn og så Egilsstadir i øst. Faktisk har man lidt følelsen af at køre på kanten til højlandet og enkelte steder kan man se helt til Vatnajökull. Det føles næsten ujordisk (ihvertfald for en dansker) at køre i et så øde og forladt område. Vi så lidt græs, 2 får, bunker af bjerge og utallige sten, men ikke engang forladte gårde kom vi forbi…

VI nåede til Egilsstadir ved 16 tiden, og efter en kop kaffe samt afsluttende indkøb til færgeturen og et besøg til byens svømmebad. Spiste vi aftensmad på et af de lokale hoteller som havde en restaurant. Byen virkede ret død og jeg er taknemmelig for at jeg ikke var ung i en by hvor de nærmeste interessante ting lå 260 km væk.

Nu kan jeg høre at vores færge er ved at lægge til kajen her i Seydisfjördur, hvad Egilsstadir mangler i charme har Seydisfjördur i overmål, så i morgen tuller vi vist bare rundt her indtil vi kan komme ombord på færgen.

Carl er ikke til at styre på 10 tønder land, det er rart at se at han indtil videre bare glæder sig helt vildt til at komme afsted. Hans to mål for Islandsturen er at spise hvalbøf og bade i varme kilder. Begge burde være inden for opnåelig rækkevidde.

Det er rart at blive sendt afsted med masser af ønsker om at folk gerne ser os vende tilbage igen Og med denne blog håber jeg at vi kan inddrage jer en smule i de oplevelser som forhåbentligt ligger forude. Hannah har sågar talt om at hun vil genoptage sin Facebook karriere.

Mit pt. største ønske er at den lovede ‘mini-snestorm’ som skulle ramme landet i morgen tidlig, ikke kommer til at give os noget bøvl.

Bekymringer er der normalt nok af.