Vi kørte fra Akureyri ca. 9.30, Hannah startede bag rattet, da jeg startede dagen med noget der lugtede af migræne. I dag havde vi en del flere stop på ruten, så det var rart at komme lidt tidligere afsted end i går. Indtrykket af Akureyri var positivt, nordlandet, og særligt dets gårde, virker mere velstående end hvad vi ellers har set på Island. Akureyri er ikke en stor by, men tiltrækker alligevel en del trafik fra både opland og turisme. På denne tid af året så vi særligt mange biler med ski spændt fast på taget.

Vejret var markant bedre end i går, men alligevel var flere af strækningerne vi skulle tilbagelægge markeret med tvivlsom status…måske er det simpelthen bare noget de starter ud med hver morgen.

Første punkt på ruten var Godafoss (Gudevandfaldet), her smed man iflg. sagerne de nordiske gudebilleder ud da man for godt 1000 år siden besluttede sig for at Island officielt skulle være kristent.

Næste stop var Myvatn, som er en af Islands største søer og særligt kendt for et rigt fugle liv og meget smukke omgivelser. Pænt var det da bestemt også, men jeg tror at helhedsindtrykket er endnu bedre om sommeren hvor det hele har fået et skud grønt. Vi stoppede ved Dimmuborgir som er (endnu) et specielt lava område, dog afveg dette område ved at også være i besiddelse af en hel del flora.

Frokosten spiste vi sammenkrøbet bag et læhegn ved Myvatn’s bred, og vi blev hurtigt enige om at det faktisk var alt for koldt til at vi rigtigt kunne holde af stedet. Så vi kørte videre til ‘Helvedes Køkken’ nær Námafjall; et stort område med store, stinkende og boblende mudderpøle med stærke røde, gule og blyfarvede nuancer. Hannah var ellers begyndt at føle sig lidt naturflad, men dette område bragte alligevel lidt af den gamle ‘wauw’ følelse tilbage.

Ikke så langt fra dette område stoppede vi også ved ‘Viti’ søen der ligger lidt bagved det store kraftværk nær Krafla vulkanen.

Herefter fulgte godt 165 km ren og skær ødemark, der er ikke nogen byer mellem Myvatn og så Egilsstadir i øst. Faktisk har man lidt følelsen af at køre på kanten til højlandet og enkelte steder kan man se helt til Vatnajökull. Det føles næsten ujordisk (ihvertfald for en dansker) at køre i et så øde og forladt område. Vi så lidt græs, 2 får, bunker af bjerge og utallige sten, men ikke engang forladte gårde kom vi forbi…

VI nåede til Egilsstadir ved 16 tiden, og efter en kop kaffe samt afsluttende indkøb til færgeturen og et besøg til byens svømmebad. Spiste vi aftensmad på et af de lokale hoteller som havde en restaurant. Byen virkede ret død og jeg er taknemmelig for at jeg ikke var ung i en by hvor de nærmeste interessante ting lå 260 km væk.

Nu kan jeg høre at vores færge er ved at lægge til kajen her i Seydisfjördur, hvad Egilsstadir mangler i charme har Seydisfjördur i overmål, så i morgen tuller vi vist bare rundt her indtil vi kan komme ombord på færgen.

I løbet af de sidste par måneder har jeg jævnligt forhørt mig hos kollegaer om hvilken rute der ville være mindst bøvlet…for mit bekymrede sind har stor respekt for den islandske natur, og tanken om at glide af en eller anden bjergvej var ikke rar. Alle har dog forsikret mig om at der ikke ville være nogen problemer da vi skulle afsted sidst i april og der burde vinteren være et overstået kapitel.

Stor var min frustration så da jeg i morges vågnede og så at det i nattens løb havde sneet, og at flere af bjergstrækningerne var markeret som ‘vanskelige forhold’. Efter en samtale med min kollega Steindor og hans vurdering af situationen, besluttede vi os alligevel for at tage den nordlige rute.

Så vi fik pakket bilen og foretaget den afsluttende rengøring. Det var en smule vemodigt at smække døren efter sig til lejligheden og afslutte dette kapitel som har fyldt så meget i bevidstheden de sidste 1-1.5 år.

Dagens mål var at komme til Akureyri, som er en af de større byer (~15.000 indbyggere) på Island. Vi lagde ud med at køre i tungt snevejr, og Hannah siger da også at mit ansigtsudtryk afspejlede en vis anspændthed indtil vi havde passeret det første store bjergpas godt 180 km. senere. Heldigvis klarede det lidt op herefter, og de efterfølgende to pas blev klaret uden besvær.

Velankommet til hotel Kea i Akureyri, styrede vi mod den lokale svømmepool for at bløde lidt op. Nu skinnede solen fra en blå himmel og beslutningen om at tage nord-turen føltes helt rigtig .

Aftenen er primært gået med at føle sig lidt smågammel fordi vi har irriteret os over en større flok islandske unger som har brugt 2 timer på at hærge hujende igennem hotelgangene. Til sidst faldt Carl dog i søvn, og vi kunne snige os ned i baren efter en godnat Mojito.

Det har selvfølgeligt været fantastisk at have gæster, først Marianne & Hans-Jørgen, dernæst Thomas’ forældre + Peter & Camilla, og til sidst Hannahs forældre. Vi har mere eller mindre dækket det samme geografiske område under alle tre besøg, så nu tror jeg at vi med rette kan sige at vi har set ‘The Golden Circle’, Reykjanæs, Hverdagerdi mm til husbehov.

Vejret har været ekstremt islandsk, med hyppige vejrskift, en hel del sne, regn og hård kuling. Det er dog tåleligt sålænge at det dog også afbrydes af skønne solskinsstunder.

I dag er det Palmesøndag, så vi har været til gudstjeneste for 3. gang under vores islandsophold, vi havde nok tænkt os at være hyppigere kirkegængere, men når vi ikke forstår særligt meget af hvad der bliver sagt, og der er så meget fantastisk natur omkring os…ja så virker det mere oplagt at se lidt af det fantastiske skaberværk i stedet for.

Men mængden af ledige weekender svinder bort mellem fingrene på os, så det duer ikke at ligge på den lade side. Altså kørte vi igår afsted til Hveragerdi for at besøge Eldhestar og muligvis tage en test ridetur med Carl. Turen dertil var decideret vejrtræls, og graden af imødekommenhed hos hestefolkene var omtrendt i samme kategori. Der var ikke mulighed for at komme afsted med mindre vi havde lyst til at kukkelure i 2.5 time på deres gård før næste tur afgik.

Altså vi kørte tilbage mod Reykjavik, vejret klarede efterhånden en smule op, så vi besluttede os for lige at kigge forbi Ishestar i Habnarfjordur. Her var produktudvalget bredere, og vi blev tilbudt en ‘familie-tur’, som bestod af 30 minutter på hest med guide. Carl har snakket om at han godt kunne tænke sig en ridetur i lang tid, så vi var ret opsatte på at komme afsted.

Vi blev udstyret med en hest hver og til alles glæde lod Carl til at tackle oplevelsen uden angst. Ærligt talt var jeg lidt spændt på hvordan han ville tackle at sidde alene på så stort et dyr. Selvfølgeligt bliver man ikke placeret på afkom til den sorte hingst, men alligevel…selv islandske heste er større end de fleste dyr man normalt kommer i nærkontakt med.

Det var selvfølgeligt begyndt at sne igen, men alligevel havde vi en fin tur rundt i nærområdet. Hastigheden nærmede sig nu aldrig töltning, hvilket var udemærket nok da min krop (stadigvæk) synkroniserer utroligt dårligt med hestens rytme. Ingen faldt af hesten, og Carl udtrykte tilfredshed med at have gennemført turen. Graden af tilfredshed kan normalt måles efter i hvor høj grad han ønsker at hans kammerater skal deltage i en lignende oplevelse på et senere tidspunkt.

Senere på dagen mødtes vi med Martin og hans dreng Thorri som er på alder med Carl. Drengene har for nogle uger siden passeret generthedspunktet, så nu hygger de sig godt sammen. Martin kendte til en hule 30-40 km uden for Reykjavik som vi skulle besøge. Jeg kan ikke huske navnet på stedet…men det var noget der lød som røver-huler (opdatering følger).

Hulen var en hel del større end den vi tidligere har besøgt, men den bar også præg af at være ældre i det man ikke i samme grad kunne visualisere hvordan laven havde strømmet igennem den. Loftet var faldet ned flere steder, det sørgede meget belejligt for belysning men affødte også en lille bagtanke om hvornår den næste sektion mon ville kollapse. Efter det sidste loftshul, havde det gennemsivende vand dannet nogle meget interessant stalagmit og stalaktit lignende formationer.

Martin sørgede for unikke forfriskninger tilberedt på et medbragt Trangia sæt, og vi afsluttede dagen med en hotdog på førstkommende tankstation tilbage i Reykjavik.

Næste stop på turen var Vik, den sydligste by på Island. Med lidt under 300 indbyggere er byen hurtig at overskue. Den ligger i ly af et stort fjeld og er placeret så tæt på Katla at byens beboere træner evakuering til kirken der ligger på en bakketop i byen. Min islandske veninde fra sygeplejerskeskolen, Eyglo og hendes mand kommer fra Vik, nær Islands sydligste spids (af fastlandet). Vi fik et positivt indtryk af en lille by ud til havet, smukt placeret mellem bjerge. Vi kørte op til kirken, hvor vi nød solskinnet, vores leverpostejrsmadder og den helt fantastiske udsigt ud over et usædvanligt roligt Atlanterhav.

Turen fortsatte og medens Thomas og Hannah uafbrudt sad med åben mund og polypper og, “se dér” og “se lige det der” og “hvor er det vildt, utroligt, sygt, awsome etc. ” synes Carl at være mere og mere uimponeret og fandt til de voksnes ærgelse spil på Ipad´en langt mere interessant. Da vi kom frem til gletsjerlagune, kunne jeg imidlertid godt blive enig med Carl om at det havde været hele den lange tur værd. Isblokkene som lå side om side som individuelle kunstværker, var både utroligt smukke at se på og sjove at kravle rundt på, og så var det jo ikke mindre interessant at der svømmede sæler rundt i det stille vand, hvor de boltrede sig i en farvepalat af smuk lyseblåt, hvidt, guld og lyserød fra den nedadgående sols stråler. Billederne taler vist for sig selv, selvom de jo desværre kun formår at indfange en lille del af den samlede omlevelse (også selvom det er en overordentlig glimrende fotograf, som forøvrigt i øjeblikket ligner den lokale politimand fra en lille svensk provinsby).

Herefter kørte vi små 60 km tilbage vestpå, hvor vi blev indlogeret på FossHotel Skaftafell m. plads til 120 gæster. Efter sigende var der én anden gæst foruden os, men vi så aldrig noget til vedkommede. Ja, så det var næsten lidt ligesom ondskabens hotel, altså bare uden ondskaben heldigvis. Det var faktisk bare stille og roligt. Efter aftensmaden løb vi op på en lille bakke bag hotellet, hvor der udspillede sig en lysshow af en anden verden. Endelig fik også Carl og  Hannah set Nordlys, når det virkelig folder sig ud i al sin glans og vælde – helt utroligt!

Den følgende morgen, sørgede vi for at komme afsted i god tid, da der foruden en lang tur hjem, var udsigt til snevejr på en god del af strækningen. Dagen forinden havde vi på lang afstand betragtet de store, blå, blå “floder” af is, som flere steder trængte sig ud mellem fjeldets sider, og set en grusvej som syntes at lede ned mod én. Vi greb chancen og kørte afsted. Hvilken søndagsgudstjeneste! Det var fuldstændig overvældende at stå foran disse mægtige stivnede kæmpebølger, der, skønt man ikke anede deres bevægelser tydeligt kunne høre hvordan selve undergrunden syntes at knage, sukke og vånde sig. Dybe, hule toner, som lyden fra en flaskemunding man blæser henover med spidsede læber, tonede ærefrygtindgydende mellem bjergets sider. Der hørtes ikke nogen menneskeskabte lyde, fra andre end os selv, ikke en fugl, ikke en vind. Det var som at være trådt ind i en anden verden. Det var en besynderlig stemning. Ved parkeringspladsen var opsat mindetavler for to unge mænd, som aldrig er blevet fundet, efter de havde forsøgt sig med en tur på gletsjeren. Her stod vi foran denne massive, urgamle skønhed, som ligeledes var en nådesløs gigant, der når som helst synes at kunne kræve livet af den som ikke valgte hvert skridt med omhyggelig varsomhed. Tremendum et fascinosum.! Jeg (Hannah) har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var så berørt af at være på dette sted, at jeg ikke kunne holde tårene tilbage, jeg var helt tom for ord. Det var som om jeg aldrig havde lyst til at tage væk derfra, som om stemmer dybt nedefra kaldte og lokkede mig til at kaste mig ud i denne isflod og blive et med den.

Afsted kom vi dog. Om resten af turen er der ikke meget at sige, verden var fuldstændig forvandlet af snevejret. Pludselig kunne et kæmpe bjerg rejse sig lige ved siden af vejen, hvor vi kørte, og al det skønne vi havde betragtet bare dagen før var nu opslugt af gråt og hvidt flimmer. Mærkeligt.

Det sidste officielle punkt på ruten var et stop ved Dyrhólaey. Vejret på dette tidspunkt var dog yderst ugunstigt (jf. billedet som ser ud som om det er blevet ændret til S/H).

Nedenfor kan du se en lille delmængde af Thomas’ billeder fra turen.

En gang i sidste århundrede besluttede en folk islandske studerende i Danmark så at genoplive denne spise, og derved gøre noget man nok primært gjorde af nød…til noget man gjorde for fornøjelsens skyld.

Umiddelbart fristes man til at tro at man absolut heller ikke havde gemt de bedste stykker kød til sidst…for det er nogle lidt løjerlige ting man putter på tallerkenen.
En typisk Þorrablót indeholder gerne følgende:

• Rådden haj (Hákarl), som man gravede ned og lod gå tilpas meget i forfald til at ammoniaksyren i kødet blev nedbrudt og kødet dermed gjort spiseligt.
• Halve fårehoveder (Svið), kogte fårehoveder…med tænder, tunge, øjne og hvad der nu ellers hører med.
• Vædder testikler (Súrsaðir hrútspungar), syrnede, og sammenpresset i en blok som er skåret i skiver.
• Blodpølse (Súrsaðir hrútspungar)
• Leverpølse (Lifrarpylsa)
• Tørret fisk (Harðfiskur) ad libitum
• Røget lammekød (Hangikjöt)

Derudover findes der en række retter som minder om sylte, samt traditionelt fladbrød og sødt rugbrød.

Vi havde fået afsat Carl hos en kollegas familie som var så søde at ville tage sig af ham imens vi slog os løs. Så Carl brugte aftenen på Wii med deres tre børn og kommunikation via Google Translate samt fingersprog:-)

Jeg skylder at sige at jeg endnu ikke har nævnt en ganske essentiel del af dette måltid…nemlig Brennivín som gør at det hele kan tvinges ned. Da jeg skulle køre senere på aftenen var jeg dog begrænset af at kunne indtage kun et enkelt af glas af denne drik, fordelen var dog at det gav en helt naturlig årsag til ikke at spise mere end højst nødvendigt at de fremsatte retter.

Alt i alt en god aften og vi lever endnu.

Fotos fra turen kan ses på Foto siden under ‘Reykholt albummet’

I lørdags drog vi ud på endnu en køretur ud i det islandske landskab. Det havde sneet en del og her på Island gør man tilsyneladende ikke noget særligt ud af at holde vejene snefri. Om det skyldes finanskrise eller den demografiske fordeling af verdens 4-hjulstrækker bestand kan være svært at sige. Faktum er dog at det kræver en smule omtanke før vi for alvor kaster os ud i eventyr der kræver befordring af vores 207er.

Målet for dagens tur var Reykholt og de to vandfald Hraunfossar & Barnafoss. Denne rute kaldes også for Saga turen af turistbureauer da den kommer omkring en del historiske steder. Vi kom ikke rigtigt ud af døren før ved 11-tiden og turen nordpå var til tider lidt spændende pga. de før omtalte snemængder. Særligt strækningen syd for Borgarness er kendt for at være tricky da Atlanterhavsvinden rigtigt kan få afløb på den flade kystvendte vej. Vi kom dog godt frem helt uden uplanlagte ophold, og nød den flotte udsigt til bjergene som får ekstra meget kontrast når de er pyntet med sne.

Vi ankom til vandfaldsområdet med Hraunfossar og Barnafoss omkring frokosttid, men lagde ud med at besigtige de to vandfald. Kort efter at vi var kommet, anmeldte en turistbus sin tilstedeværelse. Og jeg må bekende at jeg endnu opnår en næsten barnlig glæde ved at konstatere at de ‘stakkels turister’ ikke får mere for deres dyrt købte tur end vi får på vores kør-selv udflugter (lad os dog ikke komme ud i at beregne de totale ekstra omkostninger ved vores Islandstur…).

Frokosten blev indtaget bagerst i bilen i den friske luft, hvor alt som bekendt smager fantastisk. Herefter kørte vi til Reykholt og så byens to kirker, statuen af Snorri Sturluson, samt dennes tilsyneladende meget kendte badebassin.

Vejret blev bedre og bedre i det vinden lod til at lægge sig en del. Så det var helt hyggeligt at standse op og sige hej til en lille flok islandske heste. Carl blev meget opsat på en ridetur, så dette punkt på vores to-do er lige blevet rykket op af rangstigen. På vej hjem standsede vi også i Borgarness, så havnen, og shoppede lidt snold i den lokale Bonus.

Hjemturen forløb overmåde godt, ingen udskridninger eller andre hændelser forkom. Hvilket vi fejrede med at slutte dagen af på Hamburgerbullan ved Reykjavik havn. Her serveres gode burgere i en meget stemningsfuld setting…kan varmt anbefales hvis man er lidt burgerromantisk.

Vi fandt en markvej og kunne relativt hurtigt konstatere at det faktisk var muligt at se nordlys. Et forsigtigt gæt (uden at vi reelt set har en reference ramme) vil jeg gætte på at det vi så scorede 3 på en 10 skala.

Desværre havde jeg glemt mig kamera i lejligheden..så den eneste dokumentation vi kan tilbyde, er et kort klip fra bilen taget med mit det ret dårlige kamera (I know…) som min Iphone er udstyret med.