Næste stop på turen var Vik, den sydligste by på Island. Med lidt under 300 indbyggere er byen hurtig at overskue. Den ligger i ly af et stort fjeld og er placeret så tæt på Katla at byens beboere træner evakuering til kirken der ligger på en bakketop i byen. Min islandske veninde fra sygeplejerskeskolen, Eyglo og hendes mand kommer fra Vik, nær Islands sydligste spids (af fastlandet). Vi fik et positivt indtryk af en lille by ud til havet, smukt placeret mellem bjerge. Vi kørte op til kirken, hvor vi nød solskinnet, vores leverpostejrsmadder og den helt fantastiske udsigt ud over et usædvanligt roligt Atlanterhav.

Turen fortsatte og medens Thomas og Hannah uafbrudt sad med åben mund og polypper og, “se dér” og “se lige det der” og “hvor er det vildt, utroligt, sygt, awsome etc. ” synes Carl at være mere og mere uimponeret og fandt til de voksnes ærgelse spil på Ipad´en langt mere interessant. Da vi kom frem til gletsjerlagune, kunne jeg imidlertid godt blive enig med Carl om at det havde været hele den lange tur værd. Isblokkene som lå side om side som individuelle kunstværker, var både utroligt smukke at se på og sjove at kravle rundt på, og så var det jo ikke mindre interessant at der svømmede sæler rundt i det stille vand, hvor de boltrede sig i en farvepalat af smuk lyseblåt, hvidt, guld og lyserød fra den nedadgående sols stråler. Billederne taler vist for sig selv, selvom de jo desværre kun formår at indfange en lille del af den samlede omlevelse (også selvom det er en overordentlig glimrende fotograf, som forøvrigt i øjeblikket ligner den lokale politimand fra en lille svensk provinsby).

Herefter kørte vi små 60 km tilbage vestpå, hvor vi blev indlogeret på FossHotel Skaftafell m. plads til 120 gæster. Efter sigende var der én anden gæst foruden os, men vi så aldrig noget til vedkommede. Ja, så det var næsten lidt ligesom ondskabens hotel, altså bare uden ondskaben heldigvis. Det var faktisk bare stille og roligt. Efter aftensmaden løb vi op på en lille bakke bag hotellet, hvor der udspillede sig en lysshow af en anden verden. Endelig fik også Carl og  Hannah set Nordlys, når det virkelig folder sig ud i al sin glans og vælde – helt utroligt!

Den følgende morgen, sørgede vi for at komme afsted i god tid, da der foruden en lang tur hjem, var udsigt til snevejr på en god del af strækningen. Dagen forinden havde vi på lang afstand betragtet de store, blå, blå “floder” af is, som flere steder trængte sig ud mellem fjeldets sider, og set en grusvej som syntes at lede ned mod én. Vi greb chancen og kørte afsted. Hvilken søndagsgudstjeneste! Det var fuldstændig overvældende at stå foran disse mægtige stivnede kæmpebølger, der, skønt man ikke anede deres bevægelser tydeligt kunne høre hvordan selve undergrunden syntes at knage, sukke og vånde sig. Dybe, hule toner, som lyden fra en flaskemunding man blæser henover med spidsede læber, tonede ærefrygtindgydende mellem bjergets sider. Der hørtes ikke nogen menneskeskabte lyde, fra andre end os selv, ikke en fugl, ikke en vind. Det var som at være trådt ind i en anden verden. Det var en besynderlig stemning. Ved parkeringspladsen var opsat mindetavler for to unge mænd, som aldrig er blevet fundet, efter de havde forsøgt sig med en tur på gletsjeren. Her stod vi foran denne massive, urgamle skønhed, som ligeledes var en nådesløs gigant, der når som helst synes at kunne kræve livet af den som ikke valgte hvert skridt med omhyggelig varsomhed. Tremendum et fascinosum.! Jeg (Hannah) har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var så berørt af at være på dette sted, at jeg ikke kunne holde tårene tilbage, jeg var helt tom for ord. Det var som om jeg aldrig havde lyst til at tage væk derfra, som om stemmer dybt nedefra kaldte og lokkede mig til at kaste mig ud i denne isflod og blive et med den.

Afsted kom vi dog. Om resten af turen er der ikke meget at sige, verden var fuldstændig forvandlet af snevejret. Pludselig kunne et kæmpe bjerg rejse sig lige ved siden af vejen, hvor vi kørte, og al det skønne vi havde betragtet bare dagen før var nu opslugt af gråt og hvidt flimmer. Mærkeligt.

Det sidste officielle punkt på ruten var et stop ved Dyrhólaey. Vejret på dette tidspunkt var dog yderst ugunstigt (jf. billedet som ser ud som om det er blevet ændret til S/H).

Nedenfor kan du se en lille delmængde af Thomas’ billeder fra turen.

Vi fandt en markvej og kunne relativt hurtigt konstatere at det faktisk var muligt at se nordlys. Et forsigtigt gæt (uden at vi reelt set har en reference ramme) vil jeg gætte på at det vi så scorede 3 på en 10 skala.

Desværre havde jeg glemt mig kamera i lejligheden..så den eneste dokumentation vi kan tilbyde, er et kort klip fra bilen taget med mit det ret dårlige kamera (I know…) som min Iphone er udstyret med.